event image

Oh Happy Day

05 feb 19:30

Kærlighed, komedie og sang væves sammen på skønneste vis i denne teaterversion af filmen Oh Happy Day fra 2004.

Oh Happy Day er en varm og humoristisk fortælling om sang, som forløser og om en grå hverdag, der får kulør, da gospelsangen holder sit indtog i den stillestående landsby. Især ruskes der godt og grundigt op i Hannah, som står midt i livet og længes efter noget mere end samværet med revisormanden Carsten. Hun og veninden Grethe synger i det lille, lokale kirkekor sammen med præstekonen Kirsten, søde Lasse, kiksede Krüger og Preben, der ledsager på orglet, når han da ikke fortæller om sine børnebørn. Samværet og sandkagen er vigtigere end sangen. Men da Hannah og Grethe oplever en koncert med et stort, berømt gospelkor, vækkes kvindernes lyst til selv at synge gospel. Ved skæbnens tilsnigelse er Hannah skyld i en trafikulykke, der sender gospelkorets karismatiske leder, Jackson, på hospitalet. Her opsøges han af den brødebetyngede Hannah og den foretagsomme Grethe, der beder ham hjælpe med at sætte fut i deres lille kirkekor. Det er dog ikke kun korets lyst til sang, der sættes i gang ved Jacksons hjælp. Glæd jer til at opleve Marie Mondrup og Ulla Vejby som veninderne Hannah og Grethe samt Christopher Læssø som Jackson, der – selvom han i denne teaterudgave ikke er fra USA, men fra Nørrebro – er så friskt et pust i landsbyens andedam, at han vækker både gejst og gnidninger blandt den lille korgruppe og deres familier.

I Folketeatrets teaterversion af Oh Happy Day medvirker et stort hold af både velsyngende og morsomme skuespillere, som til slut flankeres af et vaskeægte, lokalt gospelkor, som Folketeatret varetager kontakten til. Oh Happy Day – det bliver en god dag, når vi ses til fælles glæde og sang, der løfter sig mod himlen.

BEARBEJDELSE: Rolf Heim og Ninette Mulvad
INSTRUKTION: Rolf Heim
MEDVIRKENDE:

Marie Mondrup
Troels Malling
Ulla Vejby
Tom Jensen
Christopher Læssø
Signe Kærup Dahl
Mathias Sprogøe Fletting
Kristian Boland
Jacob Moth-Poulsen
Jesper Riefensthal
Kristine Yde
Samt 3 musikere:
Tom Bilde
Nikolaj Heymann
Jonas Munck Hansen



Du kommer hurtigt og nemt til Ishøj med S-Tog, eller benyt en af de mange gratis parkeringspladser. Arrangementet afvikles under overholdelse af alle gældende Covid-19 restriktioner, og er med siddepladser.

Ønsker du at spise middag inden arrangementet, kan du få 50% rabat på alle retter i Cafe A (gælder ikke drikkevarer), mod forevisning af din billet til koncerten. Gør venligst opmærksom på dette ved ordreafgivelse i restauranten.
Kulturium Cafe har et bredt udvalg af drikkevarer, blandt andet øl fra bryggeriet Skands, samt et udvalg af drinks.

Kørestolspladser sælges via vores café på tlf: 4354 5511.